”Spøttet i Haanden tre gange og tog om Patterne paa toe kiøer, og dedn tredie tog hun om Hornene….”

Sådan anklagede Hans Larsen nabokonen Karen at have gjort mod hans madmors køer. Hans Larsen var tjenestedreng Strangegård og Karen var nabokone på Skindermyregård i Klemensker på Bornholm. Hvorfor blev tjenestedrengens ord minutiøst gengivet i Nørre Herreds tingbog den 28. oktober 1692?

Ordene var nemlig en indirekte beskyldning for at have brugt trolddomskunst.

Umiddelbart handlede sagen om vold af særdeles grov karakter. Opfordret af sin mand Anders Hansen lod Karen ikke tjenestedrengens beskyldninger gå upåagtet hen. Hun slog drengen i ansigtet med hånden og derefter med riven, så blodet flød og han faldt omkuld. Slagsmål skulle anmeldes til øvrigheden, der ikke tålte vold af denne karakter. Landet skulle opbygges som et retssamfund, konflikter skulle løses ved domstolen og kongen skulle have indtægt ved en bøde.

På grund af høstarbejdet var der mange vidner til Karens voldsomme angreb på drengen.  Alle kunne fortælle om drengens beskyldninger mod gårdmandskonen. Når man er blevet klar over ordenes betydning, står det klart, at vidnerne vidste hvad de betød. Drengens blødende sår blev behandlet ved hjælp af et stykke flæsk.

Tjenestedrengens madmor hed Birgitte, enke efter Mads Olsen, hvis køer historien handlede om. En af køerne havde øjensynlig mistet evnen til at give mælk. Tjenestedrengens forklaring var trolddom og tilsyneladende havde enkens søn, Esper Madsen, også sagt det offentligt. Karens mand kunne ikke acceptere et sådant rygte, derfor indkaldte han vidner på tinget den 4. november, som havde hørt ham sige, at Karen ”havde taget køerne om patterne”. Esper Madsen nægtede hårdnakket, at han havde sagt noget i den retning.

Voldsagen blev fortrængt af anklagen om trolddom. Anders Hansen nærmest opfordrede modparten til at anmelde trolddomssag mod sin egen hustru. Det ville man vel ikke gøre, hvis man tvivlede på udfaldet?

Sagen ender i et forlig mellem naboerne på Strangegård og Skindermyregård.  Begge parter fremstod den 23. december 1692 på tinget og udtalte offentligt, at de betragtede hinanden, som ”ærlige og kristelige mennesker, som de kun vidste godt om”.  Her sluttede voldsagen, drengen fik ikke erstatning og kongen sin bøde.

I 1692 bliver den sidste heks i Danmark dømt og henrettet året efter på Falster for at udøve hekseri: Læs herop på http://www.historie-online.dk/special/sankthans/anne.htm .  Sagen i Klemensker, er vist ikke enestående, men tiden for trolddomssager var ved at rinde ud.

Læs referatet:  http://www.vang-hansen.dk/NoerreHerred/NoerreHerredsTingbog03.htm#28._oktober_1692_

Mads Pedersen læste også den kgl. “Politiens Instruction” fra 5. september 1691 om hvad Politimesters Embede omfattede. Det var: “1. Gejstlige sager. 2. om hellig fest- og bededage angaaende, 3. om ærbarhed og gode sæder. 4. om fremmede og løsgængere, 5. om skik og orden, 6. om torve, 7. om gaderne, 8. om vandvæsenet, 9. om køb og salg, 10. om laugene, 11. om vægter-, lygte- og brandvæsenet, 12. om rejsende etc.”

Mads Pedersen Viborg synes at have taget politiforordningens pkt. 2 meget seriøst. I 1691 anklagede han flere af herreders bønder for at have begået helligbrøde, altså at have arbejdet på helligdage. Herredsfogeden fulgte ikke anklagerens påstande, men konsekvent frifandt bønderne på grund af manglende beviser.

Det er helt nyt for mig, at Bornholm var underlagt Københavns Politimester! Mon der findes bornholmske sager på Københavns Stadsarkiv?

Se 9. oktober 1691 i Nørre Herreds tingbog nr. 3

Se Nørre Herreds Tingbog 1691-97 for 28. august 1691

Døndalegård i Rø, som i dag er en ruin. I 1682 boede sandemand Anders Pedersen på gården.

I Bornholms radio hørte jeg i dag, at private kan overtage huse for 1 kr. på tvangsauktion! Realkreditselskaberne vil ikke længere overtage husene, da de er for dyre at holde og umulige at sælge. Kan det sammenlignes med situationen for bornholmske gårde i 1678-82, sådan som jeg oplever den ved læsning af Nørre Herreds tingbog?

I slutningen af 1670 var der rundt om på Bornholm mange gårde, der var forladt og jorden lå udyrket hen. De kaldtes for ødegårde. Det skyldtes flere år med krige og år med misvækst. Bornholm var endnu ikke kommet sig over befolkningstilbagegangen efter pesten i 1654.

Hvor grelt det stod til, aflæses tydeligt i tingbogen. Amtskriveren havde besvær med at inddrive de kongelige skatter: ”landgilde”, ”ægter” og ”knægtepenge”. År efter år opremses ødegårdene og hvilke gårdmænd, der ikke havde betalt. Forklaringerne er mange: På Lillegård i Rø sogn er gårdmanden Mads Jørgensen ”en ganske fattig og havde ingen levende kvæg, at betale med”. Nabogården Lykkegård lå på klipperne imod lyngen, og kunne heller ikke betale. Flere gårde, der lå gå til lyngen, havde det svært, da dyrene spiste den sparsomme afgrøde, der kom op på den ofte stenfyldte agerjord. I 1682 var der et par gårdmænd, der klagede over, at deres jord lå ud til klipperne og at heden fra klipperne brændte deres afgrøde af. Mangel på driftige bønder synes også at have spillet ind: Man lokkede med tre år med skattefrihed, for at få nye gårdfolk. Fastsættelsen af gårdenes hartkornværdi i 1664 skete på Bornholm ikke ud fra gårdens bonitet, men ud fra en gammel jordebogsafgift. Der var store uretfærdigheder i skatteansættelsen og det skabte ”gode” og ”dårlige” gårde. De dårlige gårde var alt for højt sat i skatteansættelsen og de var derfor ikke attraktive at overtage. Først i 1850 blev der foretaget en ny og mere retfærdig ansættelse af ”jordskyld”.

Flere gange om året opremses gårdenes restancer i tingbogen. Stort set alle gårde er med i restancelisterne, derfor kan man via tingbogen løbende følge hver gårds beboer.

Fælles for Bornholm i slut 1670’erne og i dag er, at befolkningstallet stagnerer og efterspørgslen på gårde er lille. Det kan ikke betale sig at starte virksomhed, risikoen er for stor. Skattetrykket var for højt, mente bonden i 1670’erne, mange mener det samme i dag!

Se Nørre Herreds tingbog 1678-1684

Vester Bedegadegaard i Klemensker, 1932

Mange sager i Nørre Herreds tingbøger handler om bøndernes og gårdenes forhold.  Retssager kunne handle om arveproblemer, manglende vedligeholdelse, skatteunddragelser eller ulovlig skovhugst. Herredsfogeden nedsatte et ”udvalg” af 4-, 8- eller 12 mænd, der skulle undersøge sagerne og som undersøgelsesdommere afgive en kendelse.  Disse forretninger er talrige i tingbøgerne og giver gode oplysninger om gårdene tilstand og ofte mange personoplysninger.

Et eksempel på en sådan forretning stammer fra 1681:

På Nørre Herreds ting mødte Jørgen Bohn fra Rønne på vegne af sin moder Barbara, enke efter borgmester Herman Bohn og bad om at otte uvildige mænd vurderede Vestre Bedegadegaard, den 10. selvejergård i Klemensker. Gårdmanden, Hans Hermansen, var død og da Barbara havde mange penge stående i gården og ville hun sikre sig, at pantet i gården dækkede hendes udlæg. I dag vil det svare til at kreditforeningen vurderer en ejendoms kreditværdighed.

De otte mænd taksering af Vestre Bedegadegaard fra 1681 lyder således i lettere omskrevet form:

”Stuelænge.  Mod vest to stolperum [=fag] med loft [=husets fornemste rum, nogle gange kaldt for "Salen",ofte over en høj kælder, som ikke er nævnt her] med egeplanker til tijllet [=loftsrum]og dellegavl [savdelle, savet bræt, planke]og nogle egebrædder slaget på vægge og to sengesteder, med en vindovn og har dør med lås, vuderes til 8 daler. Dernæst et stolperum til en lille stue, sættes til 4 mark. Dernæst 2 stolperum for 1 daler, nok 2 stolperum til stegers hus [kombineret køkken og bryggers] til 8 mark, Dernæst en lille forstue på 1 stolperum med døre for 5 mark. Dernæst en stue i sig selv 3  stolperum med kakkelovn, tijlle [loft over stuen], vinduer og døre, sættes tilsammen for 10 daler. Endnu et krobhus på 1 stolperum med et kammer i og en dør for, sættes til ?, nok et gammelt herberghus 2 stolperum, med dør og lås for sættes til i alt 7 mark.

Den østre ladelænge på 7 stolperum er gammel, meget fordærvet og brøstfældig både i tømmer og tag, sættes til i alt 10 mark.

I den søndre længe østre ende var 2 stolperum, som er stald med hæk og krybbe og en dør, som er sat til 6 mark. Nok i samme længe findes endnu 12 stolperum med 5 døre. Pr. stolperum for 3 mark  er 9 daler.

Dernæst den vestre længe som er på 6 stolperum med en port og 2 døre, sat i alt til 10 daler. I alt vurderedes husene til i alt 50 daler 8 sk.

Ager og eng: 13 tønderland rug- og bygjord, sat til 13 daler, 30 tønderland havrejord, sat til 30 daler, Engebund var beregnet til 15 læs, sættes til 15 daler.

Herlighed som hører til gården er skov, skovbund i indmark og udmark, gårdsrum, have og haverum med nogle få gårdstræer, brønd og brøndsted, dam og damsted i alt sat til 26 daler.”

Gården blev vurderet til i alt 134 slettedaler 8 skilling – en pæn gård i en svær tid med mange ødegårde.

Henvisninger:

Nørre Herreds tingbog: 17. juni 1681 og 15. juli 1681

J. Bulmers artikel i Bornholmske Samlinger , bd. 4, side 41

Zangenbergs artikel i Bornholmske Samlinger, bd. 19, side 133

Flere billeder af Vestre Bedegadegaard på Flickr

Se gården på Goggle Map

General-admiral Cornelis Martenz Tromp og hans skib der sandsynligvis lå ud for Nexø i 1676.

Bornholms Nørre Herreds tingbog er ikke let at læse, men når man får afkodet håndskriften og lært ”sproget”, dukker der interessante historier frem. Modsat arkæologerne, der graver i jorden og finder ting, kender jeg altid den tid og sammenhæng, som kilden er skabt i. Egentlig tror jeg, at de ”ting” jeg finder i tingbøgerne, har større udsagnskraft end meget man finder i jorden, da de kan sætte den historiske viden i et større perspektiv. Og det er ikke kedelige historier der kan graves frem!

De sidste dage i august 1680 fandt man et lig 32 skridt vest fra den nordre længe på Søndre Kirkebo i Rutsker. I dag hedder gården Maegård. Den døde var tydeligvis en håndværker, der var myrdet. Hvem var den myrdede og hvem havde slået ham ihjel?

Sagfører/anklager var amtskriver og ridefoged August Dechner. Da det var et uopklaret mord, blev 15 nævninge udvalgt. Deres opgave var at undersøge omstændighederne ved mordet og afgive en kendelse. Der blev valgt fire syn- og skønsmænd, som konstaterede, at efter mandens læderstøvlers mørhed at dømme, kunne den myrdede havde ligget i jorden 3-4 år. Han var begravet en alen under jorden og dækket med sten fra et nærliggende gærde. Omtrent 30 stykker håndværksværktøj, der lå ved liget, indikerede at manden kunne være snedker eller skomager. En mulig morder var gårdens tidligere beboer Anders Nielsen Væbo. Nævningene skønnede, at han i det mindste måtte have kendskab til mordet, da ingen anden kunne slippe af sted med ubemærket at begrave liget så tæt på han gård. Det er interessant, at under første ”retsmøde” var stedets præst Poul Ancher – en af heltene fra 1658 – til stede. Ifølge beretningerne skete der det mærkværdige, at da Anders Væbo kom og så ned til den dræbte mand, flækkede ligets pandeskal og hjernemassen flød ud. Den rettroende præstemand, så dette som et tegn på, at Anders Væbo var den dræbtes ”banemand” (apropos min tidligere artikel om ”Signen, Manen og Maalen”!) Historien om hjerneskallen blev da også senere modbevist, og præsten pointe fald til jorden.

De 15 nævninge kunne ikke bevise, at Anders Væbo var morderen, men de kunne heller ikke frifinde ham. Anders Væbo blev dømt på indicier til at miste livet og sit gods. Men hvis han kunne stille 12 mand, der vil afgive ed om hans uskyld kunne han frifindes. Det skulle ske inden seks uger! (Christians 4’s reces, 2. bog, 6. kapitel 21. artikel)

Sagen kunne for så vidt stoppe her, men da Anders Væbo straks ankede dommen til Landstinget, måtte August Dechner fortsætte med undersøgelsen. Det er under disse ekstra undersøgelser, at hele mordet kommer ind i ”et historisk perspektiv”. Det viser sig nemlig, at den myrdede var bådsmand og var kommet til øen på et skib ført af general-admiral Cornelis Martenz Tromp. Tromp var hollandske admiral, men ”udlånt” til dansk tjeneste og i 1676 chef for den dansk-hollandsk flåde, der besejrede den svenske flåde ved Öland. Ankomsten til Bornholm kan være umiddelbart efter dette søslag 1. juni.

Det var Anders Væbo og Laurs Hansen i Rutsker, der, af sandemanden i Rutsker sogn, havde fået opgaven at underholde bådsmanden.

Efter flere afhøringer, blev det klart at den afdøde hed Niels og var en middel tyk ældre karl med brunt krøllet hår. Han var dygtigt til både til snedker- og skomagerhåndværket, og var set iført en kortskaftet klædeskjol og hvide lærredsbukser. Han var så dygtig til håndværket, at han blev fritaget for almindelig vagttjeneste.

Sømændene fik ophold på gårdene øen rundt. Deres tjenesteskib lå tilsyneladende ud for Nexø, da der under afhøringerne spurgtes ind til hvem, man havde  afleveret/hentet i Neksø. Den døde havde haft en bådsmand-kammerat, ved navn Christopher, der boede hos Claus Hansen på Risegaard i Klemensker. Christopher havde  fortalt flere, at hans kammerat Niels var blevet væk og at han ikke kunne forstå hvordan. Bådsmand Niels var tilsyneladende kommet hjem til Anders Væbo efter en druktur til Rønne. I løbet af aftenen hørte tjenestepigen at der lød et skrig og larm. Da hun ville se efter, hvad der var sket, opdagede hun at hun var låst inde. Næste dag havde hun opdaget en blodig økse.

Afhøringerne viste at var der ingen vidste noget om, hvor Niels var blevet af. Han kunne have været påmønstret i Nexø, men den person som Anders Væbo havde transporteret til Nexø, var en hollænder, som hed Giert. Anders Væbo fik held med at fortælle om kaotiske forhold der eksisterede i ufredsårene med mange indlogerede søfolk rundt  omkring på gårdene. Anders Væbo nægtede alt kendskab til bådsmand Niels forsvinden.

Landsdommerens stadfæstede nævninges dom!

Jeg ved ikke om Anders Nielsen Væbo fik held til at stille med 12 mand, der ville risikere liv og gods, ved at aflægge ed på hans uskyld. En anden mulighed er, at sagen blev anket til højesteret og at Anders Væbo her blev frifundet. Måske finder jeg en forklaring, når jeg fortsætter min læsning af tingbogen?

Anders Nielsen Væbo døde i 1694 og efterlod sig hustru Bente og 7 børn.

Se Nørre Herreds tingbog for 3., 10., 17., 24. september, 1. 8., 22., 29. oktober og dom
den 3. december 1680, dernæst 28. januar, 11., 18. 25. februar, 4. og 11. marts 1681. Landstingsdom den 20. april 1681

Se fotos og kort på Flickr

Se Maegaard fra oven på Google Maps

En ungkarl Niels Hansen fortalte den 14. juli 1679 sognepræsten Christen Lind, at han nær var blevet forgivet af en pandekage lavet af Ellen sal. Esber Esbersen i Rø (Magaard), Mandell Matsdatter og tjenestepigen Margrete Lauridsdatter.  Sognepræsten indberettede straks sagen til amtmanden, der videregav sagen til den nye amtsskriver og ridefoged August Dechner. Den 25. juli fandt det første forhør sted på herredstinget i Hasle. Kun Mandell Matsdatter mødte og erklærede sig for uskyldig.

På næste ting den 8. august mødte tjenestepigen Margrete Lauridsdatter, som tjente hos Anders Carstensen på Pilegård i Rø sogn. Den omtalte ungkarl hører man intet om, til gengæld fortalte tjenestepige en mærkværdig historie om forsøg på at helbrede et svageligt barn. Enken Ellen yngste barn var noget ”Hvidt og Blegt” og hun havde den idé, at overføre gårdmandens søster Kirstens kræfter til hendes eget barn. Kirsten Carstensdatter og Ellens svage barn var nemlig født på samme tid. Den makabre metode bestod i, at tjenestepige skulle skaffe hende Kirstens ”skarn” (afføring). ”Overførslen” skulle ske ved hjælp af en pandekage.  For 2 skilling skaffede tjenestepige noget skarn på størrelse med et hønseæg – men ikke gårdmandens søsters, men noget hun fandt ved den øde Møllegård. Under afhøringerne kom det frem, at lignende overføring af kræfter via ”skarn” havde tidligere været praktiseret af en gammel kvinde.

Enken fik aldrig at vide, at det var en andens ”skarn”, som hun havde fået. Pandekagen havde heller ikke haft sin virkning, da enkens barn stadig var blegt og sygt.

At historien overlever til i dag må skyldes ungkarlen, der uheldigvis fik serveret en pandekage med ”skarn” og at han gik til præsten, der så de kristne værdier angrebet af overtro og kvaksalveri. Amtmanden overgav sagen til den nye energiske amtsskriver August Dechner, der forfulgte sagen på herredstinget. Sagen blev ikke fuldstændig belyst, da enken Ellen Esber Esbersen var forsvundet. Trods efterlysning over hele øen, lykkedes det ikke at finde hende. Selv i hendes nærmeste slægt var man uvidende om, hvor hun kunne være. Hun vidste hvilken skæbne hun kunne få ved at blive dømt for hekseri.

August Dechner  ville have enken dømt i absentia efter Den store Reces fra 1643 den 2. bog og 28. kapitel, der for  ”signen, manen og målen” dømmer til landsforvisning og til at miste deres boslod. Herredsfoged Barch fulgte anklagerens påstand og dømte Ellen til landsforvisning – hvilket hun sandsynligvis allerede selv havde fuldbyrdet med sin forsvinden.

Sagen findes i Bornholms Nørre Herreds tingbog 1678-1684 på følgende fredags tingmøder: 25. juli 1679,  8. august 1679, 15. august 1679, 22. august 1679,  12. september 1679, 17.oktober 1679,  25. oktober 1679 (dom)

Jeg har afsluttet mit projket “Hammershus Birketingbog”. Det tog tre år at læse 5.000 sider og skrive referater. Nu er de tilgængelige på min hjemmeside. Endvidere har jeg fundet en metode til at offentliggøre de originale affotograferinger. Her i foråret har jeg endvidere skrevet referat af den eksisterende Politiprotokol 1741-1783, der dækker Birket, Hasle Købstad og Nørre Herred.

Jeg er nu gået i gang med Bornholms Nørre Herreds Tingbøger.

Jeg har skrevet referater af de første knapt to år (1678-79). Det er helt anderledes at læse end Hammershus Birks tingbøger og meget sværere. Sproget og håndskriften er ikke umiddelbart til at afkode. Jeg har sat det mål, at man via mine referater kan finde ind til de historier, som kan have interesse for ens egen forskning og så selv læse de relevante sider i de originale tingbøger.

I gammel tid fandtes tre former for veje: Alfarvej, som var offentlige veje for alle, ageveje, der er lokale og forbinder gårde og marker og så midlertidige vår-og høsteveje, som kun måtte bruges, når der ikke kunne ske skade på afgrøderne. Derudover omtales i tingbøgerne deciderede vandre- eller ridestier, som kunne bruges af folk med trillebør, som var et almindelig transportmiddel.

Mange af disse veje er stadig i brug, medens andre er borte, men stadig synlige i landskabet.

I tingbøgerne møder man vejene i forbindelse med vedligeholdelser, som var et fælles anliggende. Byernes formænd indkaldte til fællesarbejde, enten når der skulle køres sten eller sand på steder hvor det var fugtigt eller hvor der skulle ske forbedringer. Der er også eksempler på veje, der blev kørt op og efterhånden ændrer bane, således at det går ud over agerjorden.

I 1775 oplyses det, at byerne havde 5 stenbroer, og en 6te var under opbygning og 4 byled, som de skulle vedligeholde. (16. januar 1775)

Fra Sandvig gik der tre veje (alfarveje): Vejen til slottet langs Hammersøen, vejen til Allinge på søsiden langs udmarksgærdet, som kaldtes for sandvigboernes kirkevej – og så var der vejen over byvangen til “landet”.

Denne “landevejen” kan stadig følges over markerne til Kajbjerg og videre til skoven ved afkørslen til ejendommen Aamindet. Vejen fortsætter i dag gennem en bevoksning ned til en gammel stenbro, der fører over Kæmpeløkkeåen til det der i gamle dage kaldtes Steenerløkken. Her fortsætter vejen igennem en slugt, der er bevokset med træer og buske. Der er hen ved 3 meter forskel på vejen og til de omkringliggende marker. Slugten – en såkaldet hulvej – er dannet ved mange hundrede års kørsel med vogne, som efterhånden har skåret sig igennem bakken.  Se www.vang-hansen.dk/hammerhusTingbog/Hulvej.htm.

Rundt omkring Hammershus birk ses endnu store marksstene på højkant. Det kan være skelstene til agrene eller også hjørnesten i gærde. Hvis to stene står tæt ved siden af hinanden er det sandsynligvis et ”age-gab”. Afstanden mellem stenene var nøjagtig så stort, at en høstvogn kunne passere.

Se Google Map af stedet